Sider

søndag den 31. marts 2013

Trusser med stjerner


Nu har jeg fundet noget smart at bruge mine jersey rester på. Altså de rester, der er for små til tøj til Alfred. Trusser til pigerne. De her trusser er str. 6 år fra et Stof og Stil mønster. Der gik lidt sport i at finde rester med stjerner, da jeg fandt ud af, at jeg havde mange rester med stjerner. Så det blev til en lille symfoni af stjernetrusser - lidt sjovt. 

torsdag den 28. marts 2013

Bagebetræk



Jeg har langt om længe fået mulighed for at prøve én af de mange forskellige trykfødder til min symaskine, som jeg fik i julegave. Her tester jeg elastik trykfodden, der kan rynke stoffet ved at der sys elastik på. Og det gik bare super godt, da jeg lurede systemet. Det var smart, at man ikke skulle både holde i elastikken og styrer stoffet på samme tid og så var man sikker på, at elastikken blev rynket ensartet.

Det som jeg testede det på var et bagebetræk til mine røreskåle. En idé jeg har set hos Carla og Krudtuglen. Har syet to stk. for jeg bager meget og har ofte gang i begge mine røreskåle. Og det virker....

torsdag den 14. marts 2013

Liberty etagenederdel




De sidste mange dage har jeg i al hemmelighed arbejdet på denne etagenederdel af mit fornyelig indkøbte Liberty stof fra London. Nederdelen skulle nemlig være en fødselsdagsgave til Astrid. I dag er hun så blevet 7 år og nederdelen blev færdig i går. 

Jeg har selv designet mønsteret udfra inspiration fra Blogland og en etagenederdel, hun havde i skabet. Den er syet af fire baner stof, der er rynket sammen og foret med et let stykke bomuld, for at give den mere fylde. Det er næsten blevet til en hel "sol" nederdel. Lige som hun ønskede sig - og i blå farver (den lyserøde periode er slut - dejligt). 

Jeg har brugt rigtig mange timer på den, da den gerne skulle være helt perfekt. Og bare det at vælge, hvilke stykker stoffer, der skulle være hvor, tog mange overvejelser. Men resultatet er jeg bestemt blevet tilfreds med. Det var skægt at prøve at sy helt uden mønster og bare lade kreativiteten få frit spil. 

Undervejs blev jeg dog lidt træt af rynketråd og flæsesyning, så jeg har købt en trykfod til symaskinen, der skulle kunne gøre det. Med to piger, som elsker kjoler, er jeg sikker på, at jeg ikke har syet min sidste flæse og at en sådan trykfod, nok skal blive brugt. 

onsdag den 13. marts 2013

Der var forår i luften...





I weekenden hvor forårssolen skinnede fra en skyfri himmel og det kunne lade sig gøre at sidde udenfor i en havestol og lade solstrålerne varme ansigtet, begyndte det at krible i mine fingre for at sy sommertøj. Samtidig har jeg også en trang til at få brugt mine stofrester, så de ikke vokser mig over hovedet. Det blev derfor til denne ugle T-shirt til Alfred med raglanærmer kantet med ribrouleau (som jeg øver mig meget for tiden på at sy). 

Uglerne er faktisk en rest fra det allerførste syprojekt jeg startede op for ca. 2 år siden. Det var en natkjole til Astrid, som hun stadig bruger. Kan slet ikke forstå, at jeg har syet i 2 år nu, men kan da godt se i børnenes skab og mit eget skab, at der efterhånden hænger mange stykker tøj, jeg har syet. Og det glæder mig, at de gerne vil bruge det tøj jeg syr. 

mandag den 4. marts 2013

Velour kjoler






Siden vinterferien har jeg fået syet to velour kjoler til Sidsel. Selvom jeg er på orlov og har hele dagen for mig selv, bliver det ikke til meget syning. Men mit vigtigste job for tiden, er jo også at passe mig selv, graviditeten og gøre klar til fødsel og til at familien får et nyt medlem. 

Kjolen i pink er syet efter mønster i det nyeste Symagasin (03/2013). Som pynt har jeg hæklet tre blomster, der er syet på med en lille perle. Har på fornemmelsen at halsåbningen er for stor, men så må jeg jo finde en løsning.... Den grønne rib er forårsfrisk og giver kjolen et friskt pift. Det virker  som om kjolen er lidt formløs, men nu må vi se, når den kommer på. I nakken har jeg syet et af mine nye symærker.

Kjolen med de lilla striber er efter et stof og stil mønster som jeg tidligere har syet flere kjoler efter. Så den passer, for mønsteret er blevet tilpasset hen ad vejen. Halsåbningen er gjort mindre og der er kommet rib på ærmerne. Det passer bedst til Sidsel. Denne gang har jeg skiftet de to lommer ud med en kænguru lomme. Det synes jeg ser lidt sejt ud.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...